Unikt CLT hus, med pudsede facader og stråtag.
På en brandtomt ude på landet i nærheden af Taastrup ønsker bygherre at bygge et nyt hus. Det nye hus er designet i landlig stil, med hvide pudsede ydervægge og stråtag. Indvendigt har en del af huset et lidt ladeagtigt præg, idét køkken / alrummet er åbent op til kip og der er indlagt kraftige synlige limtræs spær ind indvendigt under taget. Husets grundplan er designet som et vinkelhus, med en størrelse på ca. 240 m2. Resten af stueetagen er indrettet til en ungdomsafdeling, gæsteværelse, kontor og diverse faciliteter, mens den ene ende af 1. sal indeholder forældre afdeling og i den anden ende - for enden af en gangbro hen over stue/køkken - et opholdsrum. Bygherre ønsker så meget som muligt at bygge miljø-og indeklimavenligt, hvorfor ydervægge og tag isoleres med træfiberisolering og ydervæggene således afsluttes med en pudsbar træfiber vindspærreplade. Jordbundsforholdene relativt gode, men der er relativt langt ned til OSBL og AFRN - i gennemsnit ca. 1,3 m, der således udskiftes med komprimeret sandpude. Fundament og terrændæk støbes i en støbeform bestående af Sundolitt L-fundaments elementer.
Corewood udfører komplette statiske beregninger og komplet projektering med konstruktionstegninger, detaljer og CLT elementprojekt, inkl. konstruktions 3D model med elementerne, på basis af arkitektprojekt. CLT Denmark leverer CLT elementer. Arkitekt er DSA Ark Studio / Nils Jeppe Hansen - 3D visualisering, således ved DSA Ark Studio.
Projektering: Januar - april 2024.
Udførelse: Opstart sommer 2024.