Her vil jeg slå et lille slag for især 2 forskellige gulv belægninger: Marmoleum Click og Baubuche gulvbrædder.
Marmoleum Click, fordi det er en smart måde at lægge et gulv på og som samtidigt vil medvirke til god akustik i huset.
Baubuche gulv, fordi det er lidt specielt, men kan være meget flot. Gulvet består af bøgetræ, der er limet sammen i 3 mm tynde strimler. Derved opnås et meget stærkt gulv i “massive” træbrædder. Baubuche laver iøvrigt også verdens stærkeste limtræ - nemlig styrkeklasse GL75 - hvor standard limtræ ligger i styrkeklasse GL28 - GL30. Et Baubuche gulv ligger prismæssigt i en mellemprisklasse, sammenlignet med andre trægulve.
[Link til Baubuche gulv (hjemmeside)].
I forbindelse med gulve, skal også nævnes opvarmning. Her vil jeg gerne nævne Wan-Pan / El-Pan, som er et attraktivt alternativ til gulvvarme. Det er samlet set billigere at lave end gulvvarme og giver en mindst lige så god varme i rummet. Det er en ret nem måde at lave varmeinstallation på, til enten vandbåren varme eller til el - ved at montere disse fodpaneler med varme i. Se hjemmesiden om El-Pan og Wan-Pan.
I forhold til gulvvarme, vil jeg slå et slag for let gulvvarme (i modsætning til gulvvarme, der indstøbes i betongulv). Jeg synes nemlig ikke at der er nogen grund til at bruge energi på at varme betonen op, når det er rummet, der ønskes opvarmet. Selvom denne type gulvvarme måske er dyrere at etablere, kan det således give mindre udgifter til opvarmning fordi den lette gulvvarme er mere effektiv. Til gulvvarme tegner jeg typisk Nordic gulvvarme systemet med Nordic gulvvarme plader og Nordic Flex gulvunderlag. Det smarte ved systemet er at gulvvarme pladerne er “alt-i-en” plader: Isolering, varmefordelings plader og riller til varmerørene. Desuden er det nemt at lægge og man kan lave næsten alle typer gulve direkte ovenpå gulvvarme pladerne, pga. den trykfaste isolering som pladerne er lavet af. Et andet godt alternativ er træfiber gulvarme plader, som er træfiber plader, med riller til gulvvarme slangerne.
[Link til Nordic gulvvarme system].