Corewood

- kernen til et godt byggeri

CLT overflader

På siden “Varianter af CLT elementer”, er det beskrevet hvordan CLT elementerne kan fås med andre træsorter på overflader der ønskes synlige. En anden variant af dette er, at lime en plade på CLT elementerne som et ekstra lag. Dette kan eksempelvis være OSB plader eller 3-lags plader i forskellige varianter.

I billedserien herunder er vist eksempler på “fineline” 3-lags plader. CLT elementerne fra Derix kan også fås malet fra fabrik. Som standard anvendes en såkaldt “Lignopro BSH varnish”, der er en laserende maling, hvor træets struktur skinner igennem. Se brochure herunder. Malingen kan fås i forskellige farvevarianter og i forskellig grad af hvor gennemsigtig (laserende) behandlingen er. Malingen er en diffusionsåben maling fra Koch & Schulte. Der er så lidt emissioner fra den og ingen skadelige emissioner, at den er nærmest lige så sund som rent træ, hvilket naturligvis er godt for indeklimaet. Den fås i både en mat og halvblank (satin glans) udgave. Efter ønske kan der også males med en heldækkende maling.

Nogle ville ønske at oliebehandle deres synlige CLT overflader, men dette kan Derix ikke tilbyde at udføre på fabrikken (da en oliebehandling tørrer væsentligt langsommere). Til gengæld er malerbehandlingen med Lignopro malingen økonomisk set meget attraktiv at få udført fra fabrikken, fremfor at udføre malerarbejderne, efter at CLT elementerne er monteret i huset. Tænk f.eks. på malerarbejder for lofter, underside af tagkonstruktioner - f.eks. ved loft til kip o.lign. Pga. håndtering og montagen af elementerne skal der nok forventes lidt reparations maler arbejder. Men med elementer malede fra fabrik, reduceres indvendige finisharbejder endnu mere end det allerede er tilfældet, med CLT element konceptet.
En yderligere fordel ved ovennævnte malerbehandling - især hvis den udføres på alle overflader og kanter - er at det giver en vejrligs beskyttelse af elementerne. Standard varianten Lignopro 840 er delvist vandafvisende og delvist UV-beskyttende. Og dette er jo under alle omstændigheder bedre end de rå ubehandlede CLT elementer. Så med alle overflader malet, vil elementerne således også være bedre beskyttet mod vejrlig og fugt. Ønskes en bedre UV-beskyttelse, kan malingen også fås som Lignopro 841, der er 100% UV-beskyttende og lige så delvist vandafvisende. Dette kan evt. være en fordel, hvis CLT elementerne står lige indenfor store vindues partier el.lign. Malingen fås også i en HydroX variant, som er helt vandafvisende. Den kan ikke anbefales til synlige overflader, der skal vedligeholdes, da den ikke kan overmales uden forudgående mekanisk behandling (f.eks. at overfladen bliver pudset). Men varianten kan være interessant at anvende på udvendige, i det færdige projekt, ikke-synlige overflader som vejrligs beskyttelse. Særligt hvis det forventes at montagen af elementerne vil foregå i en periode med meget regn - f.eks. om efteråret. Man kan også vælge at male både indvendige og udvendige overflader med f.eks. Lignopro 840, således at behandlingen, udvendigt giver en midlertidig vejrligsbeskyttelse, indtil tag og facade bygges op. En anden variant af dette er udvendigt, at anvende Siga Wetguard 200 SA. Om dette tilbydes lavet fra fabrikken, afhænger af fabrikken.

Derix brochure, KS Lignopro maling (tysk)